Tilbage til hverdagen med genoptræning
Dit behov for genoptræning kan opstå i flere forskellige livssituationer, og derfor varierer forløbene ofte. Fælles for dem er, at du har brug for hjælp til at vende tilbage til hverdagen, som du kender den med sport, arbejde og fritid.
Din genoptræning handler måske om at kunne klare dagligdagens gøremål efter en operation. Det kan også være, du drømmer om at vende tilbage til eliteidræt efter en idrætsskade. Muligvis ønsker du at komme i gang efter en periode med sygdom og inaktivitet.
Uanset dit udgangspunkt er målet det samme. Nemlig at genoptræne for at du opnår så godt et resultat som overhovedet muligt og i bedste fald kan det, du kunne før – både når det gælder kroppens funktioner og dine daglige aktiviteter.
De fleste af os vil gerne tilbage til normalen efter en periode, hvor vi har været sat ud af spillet af den ene eller anden grund. Men det sker ikke af sig selv. Derfor er det vigtigt, at du får sammensat en professionel og målrettet plan.
Find nærmeste Fit&Sund fysioterapi klinik
Generelt om genoptræning
Genoptræning kan være nødvendig efter sygdom eller skade samt før og efter operation.
Når du modtager genoptræning, kan det foregå flere forskellige steder:
- Private fysioterapeutklinikker – mange genoptræninger foregår med en fysioterapeut i primærsektoren (udenfor sygehusene). Den omfatter både træning af kroppens funktioner og træning af aktiviteter. Her kan genoptræningen tilrettelægges fleksibelt, så du sideløbende kan gå på arbejde, i skole eller passe dine opgaver i familien. Genoptræningen i fysioterapiklinikken sker i de tilknyttede træningsfaciliteter og har fokus på at nå alle dine mål både mht. at blive selvhjulpen men også tilbagevenden til konkurrencesport eller arbejde.
- Hospitalet – specialiseret specifik genoptræning efter sjældne og omfangsrige skader. Det er ganske få, der fortsat genoptrænes på hospitalet efter udskrivelse.
- Kommunalt regi – Mange kommuner tilbyder genoptræning i sundhedshuse eller på lokalcentre. Her kan du typisk genoptræne, til du er selvhjulpen i dagligdags aktiviteter.
Genoptræning med en fysioterapeut omfatter både træning af kroppens funktioner (fx bøje og strække knæet) og træning af aktiviteter (fx gå på trapper, løbe og springe). Omfanget og indholdet af genoptræningen afhænger af dine individuelle mål fx kunne gøre rent eller spille liga fodbold.
Din genoptræning kan foregå som individuel træning, holdtræning sammen med andre eller som en kombination af begge dele.
Genoptræning efter operation
Muligvis er du blevet opereret efter en diskusprolaps i lænden, måske har du fået et nyt knæ eller hofte grundet slidgigt, sprunget dit korsbånd eller det kan være, du er opereret for noget helt fjerde. I alle tilfælde har du formentlig været indlagt på hospitalet.
Efter operation og indlæggelse kan du føle dig fysisk svækket på flere fronter. Du oplever måske tab af muskelstyrke, nedsat balance og reduceret bevægelighed. Genoptræning er vejen tilbage til at genvinde dine færdigheder og genoptage din hverdag.
I mange kommuner vil du modtage en genoptræningsbevilling, som typisk giver adgang til ca. 8 gange med en fysioterapeut. I nogle kommuner er det alene hos kommunens lokalcentre eller sundhedshuse den gælder, og i andre kommuner kan du vælge mellem kommunens genoptræning eller et genoptræningsforløb hos en fysioterapiklinik.
Kommunens tilbud er ofte begrænset, og dit behov for genoptræning kan være større, end rammerne giver mulighed for. Kvaliteten i den kommunale genoptræning er god, men genoptræningen stopper, når du er selvhjulpen i dagligdagen.
Fit&Sund Fysioterapi kan hjælpe dig med individuelt tilpasset genoptræning af høj kvalitet som et alternativ eller supplement til kommunal genoptræning. Dit behov for genoptræning, hvis du eksempelvis har mål om at skulle tilbage til et fysisk job eller elitesport, kan vi hjælpe dig med at nå - også efter bevillingen er udløbet. Nu blot i privat regi.
Sygdom og optræning eller genoptræning
Optræning eller genoptræning er yderst relevant i forbindelse med sygdom. Lider du af hjerte-kar-sygdom, har du følger af en blodprop/hjerneblødning, er du ramt af en neurologisk sygdom eller en anden kronisk lidelse? Så har du med stor sandsynlighed gavn af målrettet træning eller genoptræning.
Sygdom kan medføre pludseligt tab af kropsfunktioner pga. forstyrrelser i hjernen, kredsløbet eller organerne. Det kan medføre lammelser i arme og ben, åndedrætsbesvær, kognitive udfordringer, træthed og meget mere.
Hurtig opstart af genoptræning samt intens og vedvarende træning er afgørende for, at du genvinder dine tabte funktioner helt eller delvist. Samtidig vil manglende træning i de fleste tilfælde føre til yderligere forringelse af dit funktions- og aktivitetsniveau.
Følger efter sygdom kan ramme meget forskelligt og kroppens reaktion på træning er individuel. Derfor bør din træning tilpasses til dig og din situation. Hos Fit&Sund Fysioterapi er det vores mål at hjælpe dig med at genvinde mest muligt af det tabte tilbage.
Tilbage efter en idrætsskade
Idrætsskader kan opstå hos alle lige fra professionelle sportsfolk over øvede motionister til nybegyndere. Korsbåndsskader, meniskskader, skulderskader, akillesseneruptur, springerknæ, løberknæ, ankelforstuvninger, skinnebensbetændelse, hælspore, Schlatter-knæ, forreste knæsmerter – blot for at nævne nogle af de mange sportsskader, du kan rende ind i.
Specialiseret genoptræning er essentiel efter de fleste skader i kroppen, uanset om de skyldes akutte skader eller overbelastning. Og der skal tages action så hurtigt som muligt for at undgå, at du sidder udenfor længere end højst nødvendigt.
Skadet væv skal aflastes, men det skal også genoptrænes for at forhindre, at idrætsskaden genopstår. Det kan være svært at finde balancen mellem aflastning og træning på egen hånd. Det kan fysioterapeuten hjælpe dig med.
Hos Fit&Sund Fysioterapi arbejder vi med alle typer af skader og har idrætsfysioterapeuter, der er specialiseret i forskellige problemstillinger. Er du i tvivl, om du har behov for en fysioterapeut eller bør opsøge læge, kan du benytte vores 10 minutters gratis konsultation.
Op i gear efter inaktivitet
De fleste mennesker gennemlever perioder, hvor vi af den ene eller anden grund ikke får bevæget os nok. Det kan skyldes et længere sygdomsforløb, årsagen kan også være immobilitet et stykke tid efter f.eks. et fald eller måske er det travlhed, stress eller depression, der gør os inaktive.
Fysisk inaktivitet fremskynder kroppens aldringsprocesser, øger risikoen for flere alvorlige sygdomme og i værste tilfælde død. Så det er med at komme op på hesten igen hurtigst muligt.
Efter længere tids inaktivitet kan det være svært at komme op i gear, begynde at bevæge sig igen og ikke mindst forblive fysisk aktiv. Det er nemt at blive fanget i en usund og negativ spiral af dårlige vaner, passivitet og manglende motivation.
Vores fysioterapeuter står klar til at hjælpe dig med at bryde de dårlige vaner. Sammen med dig sammensætter de et motiverende træningsforløb, der hjælper dig tilbage til en mere aktiv og selvstændig hverdag og sørger for, at du holder snuden i det gode spor i fremtiden.
Genoptræningen skal passe til dig og din hverdag
Flere faktorer skal spille sammen for at din genoptræning bliver en succes. Det er naturligvis afgørende, at du får nødvendig og kompetent hjælp. Men motivation, mål og tid er andre væsentlige parametre, der skal tages højde for.
Din genoptræning skal give mening for dig og være realistisk. Derfor er det vigtigt, at du sammen med fysioterapeuten får sammensat en professionel og målrettet plan, der passer til dig, dine udfordringer og din hverdag.
Hos Fit&Sund Fysioterapi får du både adgang til de rette behandlere og de bedste rammer. Du møder en fysioterapeut med specialkompetence i genoptræning og får mulighed for at træne i optimale faciliteter med alt, hvad du har brug for af fleksible åbningstider, plads og udstyr. Nogle klinikker tilbyder genoptræning på AlterG, som er fantastisk til dig, der har gavn af at bevæge dig på et gang-/løbebånd uden din fulde kropsvægt
Du får specialiseret genoptræning hos Fit&Sund Fysioterapi, uanset om du er blevet opereret, har været igennem et længere sygdomsforløb, skal tilbage efter en skade eller ganske enkelt har brug for optræning efter en inaktiv periode.