Slimsækbetændelse også kaldet bursit

Bursit, slimsækbetændelse, inflammation i bursa – uanset hvad du kalder det, så kan det blive en belastende tilstand, hvis du ikke tager hånd om den.

Hvis du har smerter i skulder, albue, knæ, hofte eller hæl, så kan det skyldes en irriteret slimsæk. Måske har du endda ligefrem fået konstateret slimsækbetændelse. I så fald har du med stor sandsynlighed ondt i det pågældende område og er sikkert også bevægeindskrænket.

En inflammeret slimsæk kan nemlig være ret generende. Heldigvis er der ofte tale om lette gener, som i de fleste tilfælde går i sig selv igen, uden at du får varige mén. Tilstanden er ganske ufarlig, og prognosen er god, hvis du får den rette behandling hos din fysioterapeut.


En lille væskefyldt pude

En slimsæk eller bursa, som den hedder på fagsprog, er en lille væskefyldt sæk, der ligger som en pude mellem knogler og omkringliggende væv som fx muskler og sener.

Slimsækken er en slags glidestykke, som reducerer friktion og slitage mellem knoglen og forskellige strukturer, når du bevæger leddet.

De er primært placeret der, hvor knoglen har et fremspring og risikoen for friktion og slid er størst. Du har mange bursae rundt omkring i kroppen især omkring større led som hofter, knæ, albuer og skuldre. I fx knæet sidder der hele fire vigtige slimsække.

billeder-til-blog/slimsaekbetaendelse/slimsaekke-knae.jpg

Fra sundhed.dk

Hvad er en bursit?

Bursit er en irritation eller inflammation i en slimsæk. Den kan både opstå ved akut skade fx efter et slag i forbindelse med et fald, et cykelstyrt eller lignende eller ved overbelastning efter langvarige gentagne belastninger.

Ved overbelastning fx i forbindelse med sport og fritidsaktiviteter kan der også opstå irritation af musklernes sener. Da bursae og sener er placeret stort set samme sted ved et knoglefremspring, kan det ofte være vanskeligt at skelne mellem sene-irritation og slimsæk-irritation. Men det er egentlig også mindre vigtigt, da behandlingen stort set er den samme.

Et godt eksempel er smerter på ydersiden af hoften, hvor det er nærmest umuligt at adskille de to tilstande trochantorbursit og gluteus medius tendinit.  Derfor omtales de faktisk tit under et – det kan du læse mere om i vores blog ”Slip af med smerter på ydersiden af hoften”.

billeder-til-blog/slimsaekbetaendelse/slimsaek_hofte-anatomi.png

Fra sundhed.dk

Symptomer på bursit

Symptomer kan variere afhængig af slimsækkens placering. Men de mest almindelige er:

  • Smerter i det berørte område, indimellem med udstråling
  • Smerteforværring ved bevægelse eller tryk
  • Hævelse og ømhed
  • Rødme og varme (ved infektiøs bursitis)
  • Nedsat bevægelighed i leddet


Behandling af en irriteret slimsæk

Tilstanden går ofte over af sig selv. Den vigtigste behandling er som regel, at du begrænser de aktiviteter, der får det til at gøre mere ondt. Du skal sørge for fornuftig trykaflastning af området, hvor den inflammerede slimsæk er placeret.

Herudover er det godt at træne musklerne omkring det pågældende led, og indimellem giver det også god mening at lave udstrækningsøvelser eller rulle på en foamroller, hvis muskulaturen er spændt.

I svære tilfælde kan du i samråd med din læge evt. behandle med NSAID i håndkøb (ibuprofen, Ipren). Hvis ikke du opnår tilstrækkelig effekt, kan du muligvis have behov for an injektion med binyrebarkhormon i slimsækken.

billeder-til-blog/slimsaekbetaendelse/faktaboks.png

Bøvler du med slimsækbetændelse i hofte, knæ, skulder, albue eller hæl, kan du formentlig afhjælpe de værste gener ved at kigge dine daglige aktiviteter og bevægemønstre efter i sømmene. Selv ved små ændringer kan du aflaste trykket på en bursa. Tag en snak med din fysioterapeut – sammen kan I hurtigt spore jer ind på, hvor de udløsende faktorer kommer i spil. 

Find nærmeste Fit&Sund Fysioterapi

Tilbage til oversigt