Skuldersmerter – skade eller funktionelt problem?

Har du ondt i skulderen? Stråler skuldersmerterne indimellem ned i overarmen? Og får du typisk ondt ved bestemte bevægelser, hvor armene føres ud fra kroppen eller over skulderhøjde? Så døjer du formentlig med funktionelt betingede skuldersmerter. Bliv klogere på skulderens funktion og få gode råd fra fyssen.  

Skuldersmerter er ikke ensbetydende med akut skade i knogler, muskler, sener eller andre bløddele. Det kan lige så vel skyldes overbelastning, eller at mekanikken ikke fungerer helt optimalt. Ifølge sundhed.dk skyldes hele 75% af alle tilfælde med skuldersmerter en overbelastning eller fejlbelastning.

Uanset hvad er det vigtigt at finde årsagen til, hvorfor du har ondt i skulderen, så du hurtigst muligt kan få den rette behandling.

Find nærmeste Fit&Sund fysioterapi klinik

Skulderen er et komplekst led
For at forstå skuldersmerter er det nødvendigt at kende til anatomien i og omkring skulderen. Skulderen består af overarmsknoglen (humerus), skulderbladet (scapula) og kravebenet (clavicula). Skulderleddet er et såkaldt kugleled og sidder der, hvor overarmsknoglen kører rundt i skulderbladets ledskål.

Korrekt bevægelse og samspil mellem overarmsknogle og skulderblad er afgørende for en problemfri skulder.

Prøv engang at synke sammen, så skulderbladene glider fremad. Se hvor højt du kan løfte armene over hovedet – det er ikke helt godt vel?

Skulderbladet skal følge armens bevægelser for at sikre optimale betingelser for skulderleddet og den stabiliserende muskulatur omkring leddet. Hvis du f.eks. ikke kan rotere dit skulderblad tilstrækkeligt opad, vil overarmsknoglen have en uhensigtsmæssig placering i ledskålen, hvilket stiller større krav til de stabiliserende muskler.

Den stabiliserende muskulatur – rotatorcuffen – består af fire muskler. Tilsammen sørger de for at skulderleddet kan rotere, men vigtigst af alt stabiliserer og styrer de overarmsknoglen i skulderleddet, når du bevæger den. Musklerne fungerer som en slags snoretræk, hvis de ikke arbejder effektivt, kan det give problemer med instabilitet, fejlstillinger og skuldersmerter.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede1.jpg

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede2.jpg

Fotos: www.eorthopod.com

Hvorfor får du ondt i skulderen?

Skuldersmerter kan skyldes forskellige ting. Mange oplever, at smerterne pludselig dukker op efter almindelige dagligdags aktiviteter, der ikke tidligere har givet udfordringer. Andre mærker smerterne komme snigende og langsomt intensiveres henover flere måneder.

Hvis dine smerter i skulderen er funktionelt betingede, skyldes det en uhensigtsmæssig stabilisering af skulderen. Med andre ord betyder det, at samspillet mellem skulderled og skulderblad ikke fungerer helt optimalt. Der kan være forskellige grunde til, at samspillet er gået lidt i udu. Men to hyppige årsager er:

  • Nedadroteret skulderblad
  • Nedsat muskulær funktion i rotatorcuffen

Smerterne opstår, hvis skulderbladet roterer nedad og laver pladsmangel i leddet, så bløddele som muskler, sener eller slimsæk kommer i klemme mellem overarmsknoglen og skulderen (impingement). Eller hvis skulderleddet grundet muskulær ubalance er instabilt, så overarmsknoglen glider mere rundt i ledskålen end normalt og dermed presser strukturerne (rotatorcuff instabilitet).  

Nedadroteret skulderblad – uhensigtsmæssig stilling i leddet

Et nedadroteret skulderblad kan ofte spottes ved, at skulderen er længere fremme og peger skråt fremad i stedet for ud til siden. Nogle gange er skulderen også lidt lavere sammenlignet med den anden side.

Stillingen i skulderbladet betyder, at der er mindre plads mellem overarmsknoglen og skulderen. Det resulterer i, at senevæv eller slimsæk kan komme i klemme, blive irriteret og inflammeret, hvilket fremkalder smerter.

Tilstanden betegnes impingement eller indeklemningssyndrom. Symptomerne optræder ofte som ømhed eller smerter øverst på forsiden af skulderen og kan stråle ud i armen.

Nedsat funktion i rotatorcuff – instabilitet

Ændringer og ubalance i rotatorcuff muskulaturen kan skyldes uhensigtsmæssig kropsholdning eller gentagen ensidig belastning f.eks. i forbindelse med arbejde.

Dele af muskulaturen bliver dermed stram og spændt, hvilket får betydning for evnen til at centrere overarmsknoglen korrekt i dit skulderled, når du bevæger armen.

Når overarmsknoglen kan vandre for meget rundt i ledskålen, betegnes din skulder som instabil. Det gør ondt, fordi bløddele kommer i klemme eller presses. F.eks. kan overarmsknoglen glide for langt frem i ledskålen, hvilket bl.a. stresser og irriterer overarmsmusklen (biceps) og fremkalder smerter på forsiden af skulderen, hvor bicepssenen hæfter på overarmsknoglen.

Det kan også være, du oplever, at skulderen føles løs, som om den vil glide ud af led eller at der kommer høje ”klonk” lyde, når du bevæger den.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede3.jpg

Behandling af funktionsrelaterede skuldersmerter

Skulderen er et af de mest komplekse led, og det er naturligvis individuelt, hvilke problematikker og udfordringer, der fremkalder skuldersmerter. Men generelt består behandling ved funktionelt relaterede skuldersmerter i:

  • Korrektion af uhensigtsmæssig bevægelse – udspænding, mobilisering, manuel behandling
  • Forbedret centrering af overarmsknoglen – øvelser og træning
  • Stabilisering af skulderbladet – øvelser og træning

Det er vigtigt, at du undersøges, testes og diagnosticeres korrekt, inden du går i krig med øvelser og træning for dine skuldersmerter. Din fysioterapeut kan hjælpe og vejlede dig i, hvilke øvelser der er hensigtsmæssige på hvilket tidspunkt.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede4.png

6 Stabilitetsøvelser til skulderen

1. Wall slides

Stå med ryggen mod væggen. Bøj albuerne og placer underarmene ind mod væggen med håndfladerne pegende ud fra væggen. Bevæg armene op over hovedet til de er helt strakte. Sænk roligt ned til udgangspositionen igen ved at trække skulderbladene sammen.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede5.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede6.jpg

2. Front wall slides

Stå med ansigtet mod væggen. Bøj albuerne og placer underarmene og hændernes yderside på væggen, så albuespidserne vender nedad. Træk skulderbladene sammen og før armene opad langs væggen i en kontrolleret bevægelse. Sænk armene ned igen og gentag.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede7.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede8.jpg

3. Liggende skulderprotraktion

Lig på ryggen med bøjede knæ. Hold armene strakt over brystkassen evt. med en håndvægt i hver hånd. Skub armene mod loftet ved at sprede skulderbladene. Sænk dine strakte arme tilbage igen, ved at lade skulderbladene falde tilbage mod hinanden. Dine arme er strakt mod loftet under hele bevægelsen.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede9.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede10.jpg

4. Stående roning m. elastik

Fastgør elastikken i mavehøjde. Stå i en let bredstående stilling med front mod elastikken og en ende af elastikken i hver hånd. Hold armene strakt frem foran kroppen og træk elastikken mod maven. Vend roligt tilbage til udgangspositionen og gentag.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede11.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede12.jpg

5. Stående indadrotation m. elastik

Fastgør elastikken i mavehøjde. Stå med siden til og et godt greb om elastikken, sno den evt. rundt om hånden. Albuen er bøjet 90 grader og underarmen peger ud fra kroppen. Drej indad i skulderen til underarmen ligger ind til og på tværs af maven. Vend roligt tilbage til udgangspositionen og gentag. Albuen holdes under hele øvelsen tæt til kroppen. Slip elastikken, drej 180 og gentag med den anden arm.

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede13.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede14.jpg

6. Stående udadrotation m. elastik

Fastgør elastikken i mavehøjde. Stå med siden til og et godt greb om elastikken, sno den evt. rundt om hånden. Albuen er bøjet 90 grader og underarmen peger ind foran kroppen. Drej skulderen udad så langt du kan, uden at albuen flyttes. Albuen holdes under hele øvelsen tæt til kroppen. Slip elastikken, drej 180 og gentag med den anden arm. (Ja vi har det sjovt, når vi træner i Fit&Sund ;)

billeder-til-blog/skuldersmerter/billede15.jpgbilleder-til-blog/skuldersmerter/billede16.jpg

Find nærmeste Fit&Sund fysioterapi klinik

Tilbage til oversigt