Bliv klogere på korsbåndsskader
En korsbåndsskade er en klassisk sportsskade i knæet. Skaden er alvorlig men med den rette genoptræning, kommer du rigtig langt.
Er du ramt af en korsbåndsskade? Så er du langt fra alene. Korsbåndsskader er nemlig en af de mere alvorlige knæskader, som især optræder hos sportsudøvere indenfor skiløb, fodbold, håndbold og basketball.
Skaden kan kræve operation, men ofte foretrækkes konservativ behandling uden indgreb. Begge dele kan være langvarig og have konsekvenser for dig efterfølgende. Men med den rigtige genoptræning kan du komme rigtig langt og for manges vedkommende også vende tilbage til din normale hverdag og din sport.
Hos Fit&Sund Fysioterapi har vi mange specialister i idrætsskader, der står klar til at hjælpe dig med målrettet knætræning, så du kommer stærkere tilbage til et aktivt liv.
Find nærmeste Fit&Sund Fysioterapi
Fra ondtiknaet.dk
Hvad er en korsbåndsskade?
Knæleddet er omgivet af flere forskellige ledbånd. Korsbåndene i knæet består af et forreste korsbånd (ACL) og et bageste korsbånd (PCL). De to korsbånd sidder på kryds inde i knæet og forhindrer, at lårben og skinneben glider i forhold til hinanden.
Dine korsbånd spiller derfor en central rolle i forhold til at stabilisere knæet og forhindre unormale bevægelser. En korsbåndsskade opstår, når et af disse ledbånd delvist rives over eller sprænger helt. Det sker oftest ved vridbevægelser, hvor underbenet står fast i underlaget i forhold til lårbenet.
Hvis dit forreste korsbånd rives over, skrider skinnebenet frem i forhold til lårbenet. Forreste korsbåndsskade er mest almindelig og sker ofte i forbindelse med idrætsgrene, hvor der forekommer pludselige retningsskift, hop eller hurtige stop.
Bageste korsbåndsskader er mindre hyppige, men kan indtræffe ved f.eks. trafikuheld. Ved skade på bageste korsbånd glider skinnebenet bagud i forhold til lårbenet.
Korsbåndsskader er sammen med menisklæsioner nogle af de mest udbredte akutte idrætsskader sammen med forstuvninger og forvridninger, der dog sjældent har samme alvorlige konsekvens med en decideret vævsskade til følge.
Behandling af en korsbåndsskade
Din behandling afhænger primært af skadens omfang, din alder og dit aktivitetsniveau. Generelt opdeles korsbåndsskader i to behandlingsformer:
- Konservativ behandling:
- Velegnet til de fleste korsbåndsskader
- Indbefatter fysioterapi, træning og evt. brug af knæbandage
- Fokus på at genvinde styrke og stabilitet uden kirurgi
- Kirurgisk behandling:
- Anvendes typisk til yngre aktive personer, der skal retur til sport
- Involverer rekonstruktion af korsbåndet vha. en sene fra en muskel
- Efterfølges af en længerevarende genoptræning på 6-12 måneder
Genoptræning og tilbage til sport
Specialiseret genoptræning er afgørende efter de fleste idrætsskader, uanset om de skyldes akut skade eller overbelastning som fx løberknæ og springerknæ. Ved en korsbåndsskade skal du i gang med genoptræning så hurtigt som muligt for at genvinde fuld funktion i knæet.
Skadet væv skal aflastes, men samtidig skal dit knæ også genoptrænes. Det kan indimellem være svært selv at finde balancen mellem aflastning og træning. Det kan din fysioterapeut hjælpe dig med.
Træning ved korsbåndsskade har fokus på:
- Reduktion af hævelse og genvinde mobilitet
- Styrke- og stabilitetstræning
- Balance og koordination
- Sportsspecifik træning
Forebyg korsbåndsskader
Ved sportsgrene som skiløb, basketball, håndbold og fodbold er knæet udsat for mange både varierede og kontinuerlige bevægelser, der generelt øger belastningen på leddet. Heldigvis er der mange ting, du selv kan gøre for at forebygge skader.
Det er ikke vanskeligt at forebygge knæskader. Skadesforebyggende træning for knæet består stort set af det samme, uanset om du vil undgå akut skade eller overbelastning.
Grundlæggende elementer er styrke, balance og koordination og så er det afgørende, at du bygger din træning gradvist op. Kort og godt handler det om styring af knæene, stærk muskulatur og fornuftig progression i træningen.
For at mindske risikoen for korsbåndsskader kan du med fordel lægge vægt på:
- Styrketræning af ben og core
- Balance- og koordinationstræning
- Korrekt opvarmning før sport
- Tekniktræning for at mindske uheldige bevægelser
Læs evt. mere i vores blog ”Forebyg knæskader i sport og idræt”
Korsbåndsskader kan være komplicerede, men med den rigtige behandling og genoptræning har du gode muligheder for at vende tilbage til et aktivt liv. Lad Fit&Sund Fysioterapi hjælpe dig.
Find nærmeste Fit&Sund Fysioterapi