Ondt i nakken – har du udstråling?

Nakkesmerter kan stråle ud til hoved, skulder, arm og fingre, og problemer i nakken kan indimellem give en prikkende fornemmelse i fingrene. Men hvordan hænger det egentlig sammen, og hvad er årsagen?

Har du besvær med nakken kan du få hjælp hos Fit&Sund Fysioterapi. Vi har mange års erfaring med nakkesmerter, stivhed i led og muskelspændinger omkring nakken.

Find nærmeste klinik

Har du prøvet at opsøge læge, fysioterapeut eller anden behandler med nakkesmerter, så har du formentlig oplevet at blive spurgt, om du har symptomer i skulder, arm eller fingre. Men hvorfor er det lige, at det er vigtigt at få afklaret, om du f.eks. har smerter eller prikkende fornemmelser i fingrene, når det er nakken du bøvler med?

Symptomer i fingre kan stamme fra nakken

Nakken består af 7 halshvirvler med en diskusskive mellem hver hvirvel. Der er mange små led mellem hvirvlerne og også en god portion ledbånd og muskler, der bevæger hovedet med stor præcision.

Bagtil findes rygmarvskanalen, som omgiver de nerver, der udgår til og fra hjernen. Ud for hvert led i rygsøjlen går der desuden nerver til og fra bestemte dele af din krop. I nakken går nerverne ud til armene. Det er når nerveroden påvirkes af den ene eller anden årsag, at du kan opleve udstrålende smerter eller føleforstyrrelser.

Derfor bliver du spurgt ind til udstråling, fordi det kan give en indikation af, hvad der er på spil i nakken. Om end nerverodspåvirkning i nakken kan dreje sig om flere forskellige ting bl.a. diskusprolaps, stenose (forsnævring) og cervical spondylose (slid) – mere om det længere nede.

billeder-til-blog/nakke/billede-1.png

Nakkesmerter varierer meget

Nakkeproblemer kan manifestere sig på mange måder. Nogle har udelukkende ondt lokalt i nakken, ét bestemt sted eller generelt i nakken og den føles ofte stiv og bevægeindskrænket, som det f.eks. er tilfældet ved hold i nakken.

Andre oplever at smerterne stråler op i hovedet, under skulderbladet og fortil på brystkassen eller ud i skulder, arm, hånd og fingre.

Smerterne er ofte karakteriseret som murrende, trykkende, brændende eller jagende, derudover kan der være en prikkende, stikkende eller sovende fornemmelse. Hvis du har oplevet iskiassmerter i benet, så kender du fornemmelsen.

Ved akut opståede smerter kan hovedet skubbes til en af siderne (torticollis).

billeder-til-blog/nakke/billede-2.jpg

Hvorfor får du ondt i nakken?

Nakkesmerter kan have mange forskellige årsager. I nakkens led, muskler, sener, ledbånd og diskus findes en hel masse nervetråde. Smerter kan opstå ved, at de små frie nerveender (nociceptorer) irriteres og sender advarselsbeskeder til hjernen, der reagerer med at give dig ondt i nakken.

De frie nerveender kan irriteres ved fysiske belastninger. Det kan f.eks. ske, hvis dit led presses ud i yderstilling, eller du igennem længere tid har belastet med uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Det kan også skyldes mangel på bevægelse i hverdagen eller kuldepåvirkning i form af træk. Irritation kan også opstå ved kemisk irritation fra bl.a. inflammatoriske sygdomme som leddegigt.  

Det kan være svært at påpege præcis, hvilken del af nakken, der forårsager dine nakkesmerter. Ofte er det uklart, hvad der egentlig er årsagen til dine nakkesmerter, og i mange tilfælde er der flere faktorer indblandet. Derfor går 90% af alle nakkesmerter under fællesbetegnelsen ”uspecifikke nakkesmerter”.

Heldigvis er det alligevel muligt at gøre noget ved dine nakkesmerter. For dine smerter er ofte nakkens måde at kommunikere med dig. Den fortæller dig, at du skal ændre din måde at bruge den på. En fysioterapeut kan hjælpe dig med at afklare, hvordan du bruger din nakke bedst, så du kan komme smerterne til livs og holde dem væk fremover.  

Hyppige årsager til nakkesmerter

Muskelspændinger:
- Årsagen er tit relateret til arbejdsbelastning, stress, psyko/social belastning eller synsproblemer.
- Der er ofte tilbagevendende spændinger og myoser i nakken. Symptomerne er uklare, brændende smerter i begge sider af nakken og skuldrene ofte ledsaget af diffus hovedpine.

Hold i nakken:
- Opstår som regel pludseligt eller efter at have ”sovet forkert”. Tilstanden er harmløs og skyldes, at de små facetled i nakken låser lidt fast.
- Nakkehold er smertefuld og nedsætter bevægeligheden i nakken, så det er svært at dreje hovedet.

Nakkehovedpine (Cervikogen hovedpine):
- Skyldes ofte nedsat bevægelighed i et eller flere led mellem halshvirvlerne.
- Opstår typisk i den ene side af nakken og kan stråle frem over hovedet til tindingen og panden ofte ledsaget af smerter i samme sides skulder og arm. Mere diffus hovedpine kan skyldes stramme og ømme nakkemuskler.

Diskusprolaps mellem halshvirvlerne:
- Den bløde kerne i diskus trænger ud gennem den yderste ellers stærke fiberring i diskus og forårsager dermed et tryk på en nerverod eller på rygmarven.
- Symptomer kan opstå akut eller gradvist og kan give udstrålende smerter, følelsesløshed og prikken ud i hænderne.

Forsnævring (Stenose) og slid (spondylose):
- Med tiden ændrer knogler, brusk og ledbånd sig på en måde, så pladsforholdene for nerven kan mindskes. Det kan resultere i nervetryk og give smerter.
- Tilstanden giver ofte stivhed i nakken, nedsat bevægelighed og indimellem smerter i nakken, der kan stråle ud i skulder og overarm.

Piskesmæld/nakkeforstuvninger:
- Skyldes som regel påkørsel bagfra men kan også opstå ved f.eks. kontaktsport, rideulykker eller styrt på ski. Tilstanden opstår når kroppen forskydes frem i forhold til hovedet, som derefter skydes frem foran kroppen som en pisk. Nakken kommer så at sige i yderstilling under høj acceleration.
- Hvad der præcis forårsager smerterne er uvist, men man mener, det skyldes småskader i ledbånd og nerver. De første 1-3 døgn opleves ofte moderat stivhed og smerter i nakken samt hovedpine. Under 10% får langvarige smerter og stivhed. Vær opmærksom på, at forskning indikerer, at det er vigtigt at komme i gang med modificeret bevægelse fra starten af.

billeder-til-blog/nakke/billede-3.png

Du kan selv gøre en hel del

Nakkesmerter skyldes sjældent en alvorlig lidelse og går ofte væk i løbet af dage eller uger. Det bedste du kan gøre, er at holde dig i gang så vidt muligt og passe arbejde og hverdag på normal vis. Sørg for at variere din arbejdsstilling regelmæssigt for at undgå ensformig belastning og vær aktiv i dine pauser. De to hyppigste årsager til nakkesmerter er muskulære spændinger og nakkehold.

Muskulære spændinger i nakken er ufarlige og en tilstand, du nemt selv kan håndtere. Bliv ved med at være aktiv, overvej et træningsprogram til nakke/skuldre og lav evt. afspændingsøvelser.

Hold i nakken går typisk over af sig selv i løbet af nogle dage og kræver ofte ingen anden behandling end ro, smertelindring og rolig bevægelse i tåleligt omfang.

Et par øvelser du nemt selv kan lave både hjemme og på job (lav 10 gentagelser):

  • Drej hovedet til siden og se over skulderen – begge sider
  • Læg nakken bagover og kig op i loftet (læg evt. hænderne om nakken, hvis du har brug for støtte)
  • Træk hagen ind mod brystet så du får ”lang” nakke
  • Ret dig op og saml skulderbladene

billeder-til-blog/nakke/billede-4.png

Fysioterapeuten kan hjælpe dig

Der kan være mange forskellige grunde til, at du bøvler med nakkegener. Din fysioterapeut kan hjælpe med at finde årsagen til dine udfordringer og dermed også reducere de faktorer, der medvirker til at problemerne opstår.

Behandlingen afhænger af dit problem samt dit behov og en bred pallette af metoder og teknikker kan tages i brug. Det kan være mobilisering af led med nedsat bevægelighed, bløddelsbehandling af spændt muskulatur, udspænding af stramme muskler, akupunktur mm.

Måske har du også brug for vejledning i forhold til ergonomi, arbejdsstillinger, holdning og bevægemønstre. En væsentlig del af din behandling består desuden af øvelser og træning for at undgå, at dine problemer vender tilbage eller forhindre nye i at opstå.

billeder-til-blog/nakke/billede-5.jpg

Hvornår bør du søge hjælp?

Selv om nakkesmerter er meget almindelige og opleves af størstedelen af os i løbet af livet. Så er der visse situationer, hvor du bør kontakte lægen. Symptomer du skal være opmærksom på er:

  • Akutte voldsomme smerter i nakken med udstråling til skuldre, arme eller hoved
  • Nakkesmerter kombineret med utilpashed (svimmelhed/kvalme/opkast/lysfølsomhed), synkebesvær eller tale- eller synsproblemer
  • Nedsat kraft i en eller begge arme
  • Besvær med at styre overarmen eller motorikken i fingrene
  • Udtalt nakkestivhed især i forbindelse med feber

BOOK TID

Tilbage til oversigt