Skoliose/skæv ryg – hvad er godt at gøre?
Skoliose er en eller flere skævheder i rygsøjlen set bagfra. Skævhederne gør som regel ikke ondt, men de kan påvirke din kropsholdning. Bliv klogere på skoliose og hvordan du selv kan holde skævheden nede.
Normalt at være lidt skæv
Små skævheder i rygsøjlen er ganske almindeligt og giver ofte ingen problemer. I Danmark har op til 3-5 % af alle børn skoliose og kun 0,4 % har behov for behandling pga. gener eller rygsmerter.
Tilstanden er 10 gange mere udbredt blandt piger end drenge og opstår oftest i 10-16 års alderen. Jo tidligere skoliosen opstår, desto større er tendensen til at udvikle en betydelig skævhed.
Skoliose kan udvikle sig over tid, men efter voksealderen er det kun personer med skævheder over 30 grader, der oplever forværring som voksen.
Hvad er skoliose?
Skoliose er en synlig sidelæns skævhed i rygsøjlen set bagfra. De fleste skævheder er milde eller moderate men i sjældne tilfælde ses store skævheder, som kan give rygproblemer.
Ved skoliose krummer eller roterer rygsøjlen, hvilket belaster rygmusklerne og skubber brystkasse, ribben og hofter ud af deres normale position. Det kan føles ubehageligt i større eller mindre grad og for nogen forårsage smerter og vejrtrækningsproblemer.
En skoliose kan være enten C-formet eller S-formet alt afhængig af, om der er én eller to krumninger i rygsøjlen. Der findes fire forskellige skoliosekurver:
- Thoracolumbar – krumningen omfatter både bryst- og lænderyggen
- Thoraic – krumningen sidder i brystryggen
- Lumbar – krumningen sidder i lænderyggen
- Kombineret – én krumning i brystryggen og én i lænderyggen
Grafik fra www.skoliose.dk
Hvorfor får man skoliose?
Den egentlige årsag til skoliose er stadig ukendt den dag i dag. Mere end 80% af tilfældene kategoriseres i dag som idiopatisk skoliose, dvs. at årsagen er ukendt. Inden for forskning tyder meget dog på, at de idiopatiske årsager skal findes i arvelige, familiære og genetiske faktorer.
Skoliose udvikler sig tit i forbindelse med vækst og pubertet, og der skelnes ofte mellem to typer: funktionel skoliose og strukturel skoliose.
Funktionel skoliose:
Selve rygsøjlen er normal og skævhederne skyldes ubalance andre steder i kroppen f.eks. benlængdeforskel, skævt bækken, asymmetrisk kropsholdning eller stramhed i bindevæv/muskulatur.
Rygsøjlen kurver ofte i C-form, er tit korrigerbar og kan forsvinde i liggende eller siddende stilling. Ryghvirvlerne kurver uden at rotere.
Strukturel skoliose:
Kan skyldes medfødte skævheder, skader i ryggen og sygdomme i muskel- eller nervesystemet, som påvirker rygsøjlen. Skævheden er konstant, både når du står, sidder og ligger.
Sådan spotter du skoliose
Skoliose kan genkendes på, at særlige områder i kroppen ændres for at kompensere for skævheden. For de flestes vedkommende opdages skoliose i en forholdsvis ung alder.
Det er afgørende at opdage skoliose i en tidlig alder, så skævheden kan monitoreres og evt. behandles og dermed undgå, at den udvikler sig til en udtalt deformitet og medfører smerte. Hvis skoliosen først opdages sent i livet, er det som regel fordi, den ikke har generet tidligere.
Kendetegn kan være:
- Den ene skulder er højere end den anden og drejer ofte let forover (ses tydeligt ved en foroverbøjning)
- Det ene skulderblad er mere udtalt bagtil end det andet
- Bækkenet tilter og står skævt
- Den ene hofte skyder ud til siden eller trækker sig opad i den ene side
- Der kan ses en pukkel i øvre brystryg, når man står foroverbøjet eller ligger på maven
Symptomer på skoliose
Det er langt fra alle, der oplever symptomer på skoliose, da skævheden udvikler sig over tid. Ved meget udtalt skoliose kan der opstå:
- Øget træthed i muskulaturen og evt. kramper
- Smerter i ryg, skulder og nakke
- Smerter i lænd, hofte og ben
- Spændingshovedpine eller migræne
- Besværet vejrtrækning
- Fordøjelsesproblemer
- Nerve- og iskiassmerter
Hvornår bør du reagere?
Udviklingen af skoliose sker over længere tid og gør sjældent ondt. Tilstanden progredierer i voksealderen fra 10-16 år, og der kan opstå en betydelig skævhed, før barnet/teenageren eller forældrene opdager det.
Finder du som forælder ud af, at dit barn eller teenager har skæv ryg, er det vigtigt at blive undersøgt hos lægen – især hvis der er tilfælde af skoliose i familien.
Undersøgelser viser, at skoliose i højere grad kan påvirkes hos børn end hos voksne. Kort sagt jo før tilstanden opdages desto bedre.
Behandling af skoliose
Når rygspecialisten vurderer hvilken behandlingsmetode, der er mest gavnlig i de enkelte tilfælde, tages der højde for:
- Alder og vækststadie
- Skoliosens sværhedsgrad (Cobbs vinkel og rotation i hvirvlerne)
- Symptomer og funktionsniveau
Der findes tre behandlingsmuligheder:
- Korsetbehandling med jævnlige kontroller
- Skoliosespecifik træning og jævnlige kontroller
- Operation med kontroller i en begrænset periode
For langt de fleste er individuelt tilpasset træning, korsetbehandling og anden ikke-operativ behandling nok til at smertelindre og mindske skoliosekurvens udvikling.
Hvad kan du selv gøre?
Har du skoliose er træning af rygmuskulaturen og den generelle holdning essentiel. Holdning og god ergonomi kan ikke undervurderes. Hvis du hænger statisk i din skoliose, når du sidder og står, har det betydning for, hvor meget du provokerer skoliosen og de gener, du mærker. Generelt god fysisk form og styrke støtter din rygsøjle.
Specifik træning tilpasset din individuelle skoliose kan modvirke udviklingen. På den måde er du sikker på, at du arbejder modsat din skoliosekurve, hvilket kan forhindre forværring og reducere dine smerter. Som voksen er den generelle anbefaling udover ovenstående, at du skal undgå tungt arbejde, der belaster ryggen.
Ved nogle skolioser kan selve skævheden ikke ændres med behandling eller træning. Men gener som smerter, stivhed osv. grundet skoliose kan for det meste påvirkes positivt og i visse tilfælde helt forsvinde.
Scroth Best Practice© metoden
Det er stadig en smule sparsomt med forskning og evidensbaseret træning til skoliose. På nuværende tidspunkt findes der dog et koncept med noget videnskabelig ballast bag – nemlig Scroth Best Practice©, som flere og flere fysioterapeuter uddanner sig i.
Konceptet er en undersøgelses-, behandlings- og træningsmæssig tilgang til skoliose, og metoden arbejder med korrigerende åndedrætsteknik samt specifikke asymmetriske træningsøvelser tilpasset den enkelte skoliosepatient.
Indledningsvist undersøges du af fysioterapeuten, og sammen aftaler I, hvorvidt du skal træne på hold, individuelt med fysioterapeuten eller hjemme.
Hvis du holdningskorrigerer, styrketræner og laver øvelser efter Scroth Best Practice©, vil du opleve at:
- Din rygsøjle balanceres og stabiliseres
- Skoliosekurvens udvikling hos børn/unge kan forsinkes, standses eller reduceres
- Din kropsholdning forbedres
- Dine smerter mindskes
- Din lungekapacitet øges
- Du får bedre bevægelighed
Læs mere om skoliose og Scroth Best Practice©: